Slagelse og Sorø sætter fokus på spildevand

I Slagelse har man problemer med olieudslip i flere regnvandsbassiner. Derfor starter Slagelse og Sorø Kommuner nu en kampagne for at sætte fokus på spildevand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I tre regnvandsbassiner i Slagelse har man konstateret et udslip af blandt andet olie. Det gælder især de tre bassiner Stop 39, Industrivej og Skovsø industriområde. Det får nu Slagelse Kommune, i samarbejde med Sorø Kommune, til at sætte fokus på, hvad vi putter i vores regnvandsriste.

Regnvandsristen er nemlig ofte forbundet med regnvandsbassinerne. Det betyder, at regnvandet ofte løber direkte ud i naturen, og altså ikke bliver renset først. Derfor skal kampagnen "Hjælp Fisken" oplyse om, hvordan man håndterer sit spildevand mest korrekt.

- Regnvandsristen er til regnvand og ikke til maling, sæbevand eller kemikalier, skriver Slagelse Kommune i en meddelelse.

Industriområder i fokus

Det er især de tre ovennævnte regnvandsbassiner Stop 39, Industrivej og Skovsø Industriområdet, der har oplevet problemer med udslip.

”Vandet fra ristene i disse områder løber fra regnvandsbassinerne og videre til Skovsø-Gudum Å og Harrested Å. Det vil sige, at når der løber olierester eller bilshampoo i risten, så fortsætter det direkte i hovedet på de dyr, der lever i åen. Derfor vil vi besøge virksomhederne i områderne, og give dem en folder med forklaring på, hvordan man bedst skaffer sig af med sit vaskevand og miljøfarlige affald”, siger miljøsagsbehandler Rune Jørgensen. 

Rune Jørgensen og en kollega vil derfor i den kommende tid sætte mærkater på riste i udvalgte industriområder. 

- Egentlig kunne mærkaterne sættes på alle riste i de områder, der er separatkloakeret, for når alle følger de simple råd, skaber vi helt gratis et bedre vandmiljø, skriver kommunen i en meddelelse. 

Tre tips der hjælper fisken

1) Regnvandsristen er til regnvand

2) Sæbevand skal i toilettet

3) Kemi, olie og andre miljøfarlige stoffer skal afleveres på genbrugspladsen


Nyhedsoverblik