Slagelse ødelagde Viborgs sejrsstime

Anja og Slagelse DT satte søndag eftermiddag en kæp i hjulet på Viborg HK's håndboldkvinder. Viborg måtte se sig slået for første gang i denne sæson med 30 - 28

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Slagelse DT vandt søndag topbraget mod Viborg HK i Toms Ligaen i håndbold. Det skete, da Anja Andersens mandskab gæstede den jyske domkirkeby og længe så ud til at måtte rejse hjem med et nederlag.

Men i en dramatisk afslutning lykkedes det Slagelse DT at hive en tomålssejr på 30-28 med hjem. Dermed fik Viborg sit første pointtab i denne sæson efter lutter sejre i de første 13 spillerunder.

Sejren sikret fra spids vinkel

Mødet mellem de to giganter i dansk kvindehåndbold, der siden 2004 har fordelt både DM- og Champions League-guld imellem sig, blev ellers indledt med viborgenserne som de stærkeste.

Jyderne, der før denne sæson hentede Bojana Popovic hos Slagelse, kunne således gå til pause med en føring på 19-15. I anden halvleg kom gæsterne bedre med, og kort før tid sikrede Emilia Turey Slagelse sejren med en scoring fra en spids vinkel.

Slagelse holder fast i tredjeplads

Udesejren betyder, at Slagelse DT holdt fast i Toms Ligaens tredjeplads. Viborg HK fører fortsat og har fire point ned til Ikast-Bording på andenpladsen.

Tidligere søndag slog Frederikshavn Fox på udebane Horsens HK med 32-25, mens KIF Vejen også snuppede en udesejr, da GOG Svendborg blev slået 22-20.

Ritzau


Nyhedsoverblik