Slagelse Kommune indgår forlig med Halsskov Maritime By

Foto: TV ØST

Slagelse Kommune har indgået forlig med Halsskov Maritime By. Forliget medfører, at den grund ved færgelejet tilbageskødes til Slagelse Kommune.

Retssagen mellem Slagelse Kommune og Halsskov Maritime By skulle onsdag være begyndt i retten, men parterne har valgt at indgå forlig. Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.

Konflikten opstod, fordi Slagelse Kommune i 2010 mistede tålmodigheden med Halsskov Maritime By, der havde købt grunden omkring det tidligere færgeleje for at bygge højhuse, lave kanalby og husbåde. Byggeriet var ikke gået i gang, og det mente kommunen var i strid med købsaftalen.

Læs også: Slagelse Kommune i retten om millionstrid

Kommunen var villig til at købe grunden tilbage for knap 5 millioner kroner, mens Halsskov Maritime By mente at have krav på yderligere 26 millioner kroner.

Ingen vindersag

Nu er parterne så nået til enighed, og forliget medfører, at den omtalte grund tilbageskødes til Slagelse Kommune, hvorefter kommunen har 100 procent råderet over grunden. I forliget på cirka 15 millioner kroner indgår en forligssum samt kommunens købesum for tilbagekøb af grunden.

- Denne sag har været langvarig, og har kørt siden 2010, og den har på intet tidspunkt været en vindersag for nogen af parterne. Set i forhold til de modkrav som vi har været forelagt gennem den igangværende retssag, har vi valgt at indgå forlig. Dette netop for ikke at ende i en langvarig retssag, hvor der sandsynligvis ikke kommer bygninger på området, uanset om kommunen vinder eller ej.

- Med forliget kan vi disponere over grunden, og vi kan tænke området ind i kommende udviklingsplaner for Halsskov. Det har været afgørende for kommunens forhandlinger om en forligsløsning, at summen afspejler den værdiforøgelse, der er sket på grunden i den tid, hvor grunden har været i Halsskov Maritime By besiddelse og ejerskab, fortæller borgmester Stén Knuth.

Sagen slutter her

Grunden er delvist opryddet, og der er gennem årene lavet en del arbejde, som har tilført grunden en værdi i forhold til anvendelse indenfor lokalplanens rammer. Der er lavet nødvendige miljøundersøgelser, der er fjernet bygninger, tankanlæg og underjordiske rørføringer. Endvidere er der er nedbrudt og fjernet store mængder af beton, som efterfølgende vil kunne anvendes af kommunen i forbindelse med vejanlæg.

Slagelse Kommune indgår denne forligsløsning med hjemmel i Kommunalfuldmagten. Forligsløsningen betyder samtidig, at retssagen er afsluttet med øjeblikkelig virkning. Der var ellers sat 4 retsdage af til sagen, der ville have været afsluttet 5. december.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App