Slagelse holder på bysbørnene

Slagelse Kommune er det sted her i området, der er bedst til at holde på de unge borgere. Det viser tal fra en undersøgelse af årgang 1979.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Over halvdelen af personerne fra årgang 1979 er blevet boende i Slagelse, hvor de også afsluttede folkeskoleforløbet. Det viser nye tal i en analyse foretaget af Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev Momentum.

På landsplan er 42 procent af årgangen, der på tidspunktet for undersøgelsen var 33 år, blevet boende i samme kommune, som den de afsluttede grundskolen i. Thorkild Ærø, der er direktør på Statens Byggeforskningsinstitut, forsker blandt andet i flytninger, og han siger ud fra tallene, at danskerne generelt holder fast i deres bopæl.

- Overordnet viser tallene jo, at vi ikke flytter ret meget. Vi er ikke særlig mobile, og når vi flytter, er det typisk ikke særlig langt. Det er i 18-25 års alderen, at folk for alvor flytter, typisk for at få en uddannelse. Derefter hænger man stort set fast, siger han og påpeger, at de store bykommuner naturligt nok er dem, hvor flest bysbørn bliver boende, siger han til Momentum.

Sorø nederst i vores område

Aalborg er den by i Danmark, der er bedst til at holde på borgerne fra årgang 1979. Her boede 60 procent af årgangen stadig i byen per 1. januar 2013. Læse er derimod med sine 15 procent det sted i landet, hvor flest fra årgangen er flyttet fra.

I TV2 ØSTs sendeområde er Slagelse med en fastholdelsesprocent på 54 procent bedst til at holde på bysbørnene, mens kun 32,8 procent af 1979'erne er blevet hængende i Sorø, som altså her i området ligger nederst på listen i forhold til at fastholde årgangen.

I undersøgelsen hæfter Thorkild Ærø sig ved, at kommuner som for eksempel Guldborgsund og Morsø, der som regel bliver betegnet som udkants- eller vandkantsdanmark, fakstisk ser ud til at være gode til at holde på borgerne fra 1979.

- Det er lidt skægt, at der er nogle mellem- og udkantsområder, som virkelig formår at holde på mange. Det handler nok om, at stedet er stort nok til, at du kan få en faglært uddannelse, og der er 2-3 arbejdspladser inden for dit fagområde. Og hvorfor skulle man så flytte? spørger Thorkild Ærø.

Her kan du se, hvor stor en andel af årgang 1979, der er blevet boende i samme kommune, som de afsluttede folkeskolen i:

  • Sorø 32,8 procent
  • Faxe 33,4 procent
  • Stevns 34,2 procent
  • Lolland 36,2 procent
  • Odsherred 36,6 procent
  • Ringsted 38,2 procent
  • Vordingborg 39,2 procent
  • Holbæk 40,6 procent
  • Landsgennemsnit 41,9 procent
  • Kalundborg 44 procent
  • Guldborgsund 45,7 procent
  • Næstved 46,3 procent
  • Slagelse 54 procent 

Tabellen viser den andel af 1979-årgangen, som primo 2013 var bosat i den samme kommune, som da de tog afgangseksamen fra grundskolen.
Kilde: Momentum på baggrund af Danmarks Statistik

 


Nyhedsoverblik