Skunkdyrkere varetægtsfængslet i fire uger

Tre mænd er blevet varetægtsfængslet i fire uger, efter at politiet tirsdag ransagede deres bopæl på Lolland og fandt et skunklaboratorium med 2100 planter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De næste fire uger skal tre mænd sidde bag tremmer. Onsdag er de tre blevet varetægtsfænglet i fire uger for at stå bag et større skunklaboratorium i Øster Ulslev på Lolland.

Tirsdag afslørede politiet laboratoriet med skunk nok til at kunne lave hash til en salgsværdi på omkring fem millioner kroner.

Det var længere tids efterforskning, der tirsdag formiddag ledte en specialepatrulje til stedet, hvor i alt 2118 skunkplanter blev fundet.

- Det her er en af de store sager. I grov omregning så vil planterne kunne give omkring 100 kilo hash, og det er en stor mængde, sagde politikommissær Frank Toftum tirsdag.

Tips fra borgerne fik politiet på sporet

De tre unge mænd, der nu er varetægtsfængslet i sagen, stammer alle fra lokalområdet, er anholdt. De har ifølge politiet lejet sig ind på en nedlagt landbrugsejendom ved Øster Ulslev, hvor de i fælleskab har stået for pasning af skunkplanterne og udvindingen af stoffet i laboratoriet.

Politiet blev ledt i laboratoriets retning efter at have modtaget tips fra borgere i området om, at der foregik noget mystisk på adressen.

Udover ransagningen af selve laboratoriet, så undersøgte politiet også de tre mænds bopæle.

To af mændene erkender sig skyldige i sigtelsen, mens den tredje nægter sig skyldig. I grundlovsforhøret kom det ifølge folketidende.dk frem, at der kan være en fjerde mand på fri fod, som muligvis er indblandet i sagen.

Fakta om skunk:

  • Skunk er planteforædlet hamp med et højt indhold af THC. 
  • Det er det aktive stof THC, der giver en rus ved indtagelse af hash. 
  • Normalt betragtes pot som den mildeste form for hash og skunk som den kraftigste.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Her kan du se tirsdagens indslag om skunklaboratoriet og se interview med en af genboerne:
[video:videonode:242474]


Nyhedsoverblik