Skudvåben fundet i kloak

Foto: TV ØST

Våben brugt til at affyre skud i Næstved i oktober er nu fundet.

Det er gerningsvåbnet brugt i forbindelse med en skudepisode på Gallemarksvej i Næstved den 4. oktober, der nu er blevet fundet af politiet.

Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi har siden skyderiet søgt efter våbnet uden held. Men for kort tid siden ledte deres efterforskning dem så til våbnet, der var forsøgt smidt væk i en kloak i Næstved by.

En 23-årig mand sidder allerede fængslet for at stå bag skyderiet.

- Resultaterne fra vores efterforskning har yderligere underbygget anholdelsen og sigtelsen af den 23-årige, som har klare relationer til bandemiljøet i Næstved, siger politiinspektør Kim Kliver i en pressemeddelse.

Ved skyderiet den 4. oktober blev der affyret to skud mod en privat adresse. Og allerede dengang var det politiets opfattelse, at forbrydelsen var banderelateret.

Sagen mod den 23-årige kommer for retten mandag den 1. december.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App