Skoler må ikke bruge af overskud

Selvom skoler her vendt underskud til overskud, så må de ikke bruge pengene.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Stevns Kommune har som led i sin økonomiske opbremsning suspenderet skolernes og institutionernes selvforvaltning i resten af 2008, skriver DAGBLADET Køge.

På skolelederens kontor på Ellehøjskolen i Boestofte på Sydstevns sidder Camilla Hoffmann og ærgrer sig. Efter knap to skoleår er det gennem en økonomisk hestekur lykkedes hende at vende et mangeårigt driftsunderskud til et pænt overskud på ca. 1,2 million kroner på skolens 2007-regnskab.

Det har været en hård tid for medarbejdere, børn og forældre, men guleroden for næsen har været udsigten til en gradvis forbedring med flere investeringer fra næste skoleår.

Camilla Hoffmann har fået masser af ros fra Stevns Kommune - bl.a. udtalt af borgmester Poul Arne Nielsen(V) - men alligevel må hun vente til næste år med at bruge af sit overskud. For Økonomiudvalget har som led i den igangværende økonomiske opbremsning besluttet at suspendere skolernes og institutionernes selvforvaltningsaftaler resten af året.

I praksis betyder det, at underskud i 2007 ikke må forøges i 2008, og at overskud ikke må anvendes før i 2009.

- Vi har skåret ind til benet og har bl.a. måttet tage afsked med fire lærere. Men nu er vi nødt til at fortsætte med underbemanding og at vente med nye, planlagte investeringer til 2009. Det skaber nogle frustrationer blandt de ansatte, når man i stedet for at sige tak for indsatsen føler, at man får et slag mere på den anden kind, siger Camilla Hoffmann.


Nyhedsoverblik