Fyrværkeri eller måske ildspåsættelse
Det er umiddelbart politiets teorier til, hvordan en brand på den nedlagte skole i Kappel på Lolland kunne opstå nytårsaftensdag.
Meldingen om branden kom torsdag klokken 09.25, og branden medførte store skader på skolen, der er styrtet delvist sammen som følge af branden.
- Branden opstod i et vindfang mellem hovedbygningen og en anden bygning, og fordi det næppe er en elbrand, så gennemfører vi en teknisk undersøgelse af brandstedet, siger politiets vagtchef Anders Mikkelsen til TV ØST.
Kappel Skole blev nedlagt i 1988, men placeringen ved idrætsanlægget i Kappel har siden betydet, at den er blevet brugt til lejrskoler – blandt andet i efteråret.
- Skolen er tom, men der er sket store brandskader på bygningerne, fortæller vagtchefen.
Branden blev opdaget af en forbipasserende, der opdagede, at der kom røg op gennem taget.