Skole: Manglende PCB-målinger er en fejl

Det er en fejl, at der ikke er blevet foretaget kontrolmålinger på den PCB-ramte Nyrupskole i Kalundborg, lyder det fra kommunen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er en fejl, at der ikke er fulgt op med kontrolmålinger på Nyrupskolen i Kalundborg, efter at der i 2012 blev konstateret forekomster af PCB på skolen.

Det sagde borgmester Martin Damm (V) torsdag aften i et indslag på TV2 ØST, og i en pressemeddelelse lyder det fra kommunen, at den snarest muligt hyrer et eksternt firma til at foretage de nævnte kontrolmålinger.

- Det er en klar fejl, at vi ikke har fulgt op med kontrolmålingerne, siger Tyge Wanstrup, teknik- og miljøchef.

PCB i 2 blokke

Målingerne i 2012 viste forekomster af PCB i 2 blokke. Rådgiveren vurderede da i sin rapport, at PCB-forekomsterne kan nedbringes, hvis der blev udført tiltag, som afskærmning af fugerne samt grundig udluftning flere gange dagligt.

- Vi har fulgt alle vejledningerne fra rådgiveren, og de kommende kontrolmålinger skal vise, om det har været nok til at nedbringe forekomsten af PCB, siger Tyge Wanstrup.

Rådgiveren vurderer i sin rapport endvidere, ’… at der ikke er belæg for at antage PCB-betingede helbredseffekter for hverken skoleelever eller de ansatte’.

Renovering i 2015

Kommunalbestyrelsen har planlagt renovering af Nyrupskolen i 2015. Denne renovering er planlagt før forekomsten af PCB er opdaget.

Omfanget af renoveringen er endnu ikke fastlagt.

- Når vi kender de nye kontrolmålinger, vil de indgå i de videre overvejelser, for hvad der skal ske med Nyrupskolen i fremtiden, siger Tyge Wanstrup.

Fremlægges når de er færdige

Resultatet af prøverne vil blive kommunikeret ud til skolen, forældre og skolebestyrelse samt offentligheden.

- Vi er interesseret i at holde en tæt kontakt med skolen og forældrene og prøveresultaterne vil blive fremlagt, så snart de er færdige, siger Tyge Wanstrup.


Nyhedsoverblik