Den 23-årige mand, der sammen med en 20-årig kvinde er sigtet for at have skudt og dræbt Kenneth Helbæk Kristensen i Dianalund, nægter sig skyldig i manddrab. Det kom frem ved grundlovsforhøret onsdag eftermiddag, skriver sn.dk - Sjællands Nyheder.
Dommeren valgte at lukke dørene for offentligheden, men inden de mange pressefolk, jurister og to af hans venner blev sendt ud, blev sigtelsen læst op for den 23-årige mand. Han er sigtet efter straffelovens § 237 om manddrab for at have skudt Kenneth Helbæk Kristensen i ansigtet og brystet med et oversavet jagtgevær.
Den 23-årige erkendte, at det var ham der skød, men han skød ikke for at dræbe, fortalte han i retten, mens han sad stille og tilbagelænet med armene over kors og uden opbakning fra sin familie på tilhørerrækkerne. Der fulgte ikke mange andre ord som forklaring.
- Jeg føler ikke, jeg er helt mig selv og vil derfor ikke udtale mig, sagde den 23-årige til dommeren, skriver sn.dk - Sjællands Nyheder.