Ostehandler i kamp mod fedtafgift

Skatteminister Peter Christensen (V) var torsdag på besøg hos en ostehandler i Slagelse. For ostehandleren er godt træt af al bureaukratiet med den nye fedtafgift. Skatteministeren vil nu se på sagen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Skatteminister Peter Christensen vil nu se på bureaukratiet omkring den nye fedtafgift. Det sker efter han torsdag var på besøg hos Ostebørsen i Slagelse. Virksomheden er godt og grundig træt af den nye fedtlov, der betyder at de fra oktober skal veje alle de to millioner oste, de handler på et år. Samtidig skal de skaffe analyser af fedtindholdet i hvert parti ost.

- Vi kommer til at bruge ekstremt mange ressourcer på at lave papirarbejde. Og vi hører ellers hele tiden fra Folketinget, at vi skal have mindre bureaukrati, siger Henrik Kastrup, der ejer Ostebørsen.

Skatteministeren vil nu få sine embedsmænd til at se på, hvordan man kan tilpasse loven, så virksomheder som Ostebørsen ikke kommer ud i et administrativt mareridt.

- Vi skal finde nogle løsninger, der er til at håndtere. Mine embedsmænd mødes allerede på torsdag og ser på sagen, siger skatteminister Peter Christensen (V).

Henrik Kastrup og Birgitte Kastrup, der sammen ejer Ostebørsen, er inviteret med til mødet.


Nyhedsoverblik