Skarp kritik af Vordingborg kommune

Fagforening kritiserer Vordingborg kommune for at forsøge at fifle sig udenom at betale løn til hjemsendt kommunaldirektør.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Han har ikke truet nogen med en kniv. Det var en spøg. Jeg har aldrig oplevet, at nogen forsøgte at fyre en mand på så spinkelt et grundlag. Sådan siger juridisk chef i DJØF, Rami Sørensen i dag til TV2 Øst, efter at det er kommet frem, at Vordingborg kommune har hjemsendt kommunaldirektør Steffen Røntorp med henblik på fyring.

Baggrunden for fyring skulle angiveligt være, at Steffen Røntorp havde truet direktionssekretæren med en kniv. Sekretæren er brudt sammen og er sygemeldt fra sit arbejde, og nu er kommunaldirektøren hjemsendt.

Men sådan forholder det sig ifølge Rami Sørensen ikke. - Der er ikke indgivet nogen politianmeldelse. Hvis der havde været en sag, ville de have meldt den til politiet, siger han.

Kommunaldirektøren er ansat på en såkaldt åremålskontrakt, som han har 3 år tilbage af. Hvis kommunen vil af med ham før tid, er proceduren, at man forhandler med hans fagforening om at afslutte samarbejdet, det vil typisk være med et par års løn. Men hvis man kan godtgøre, at han har handlet så greelt, at der kan blive tale om en reel fyring, kan kommunen slippe for at betale løn til kommunaldirektøren, og det, mener Rami Sørensen, kan være baggrunden for, at man nu forsøger at slippe af med manden via knivhistorien.

- Det er jo meget dyrere, hvis de skal forhandle med os om at afslutte kontrakten. Hvis de kan få ham fyret, så er det gratis, jeg kan ikke se det her på anden vis, siger Rami Sørensen i dag til TV2 Øst.

Hverken borgmesteren eller kommunaldirektøren har ønsket at kommentere sagen overfor TV2 Øst i dag.

Hvis kommunaldirektøren skal have udbetalt løn og godtgørelse, kommer borgerne i Vordingborg kommune formentlig til at hænge på en regning på over 4 mio kr. Og sådan kan det let komme til at ende, siger Rami Sørensen. - Hvis kommunen gennemfører den her fyring, så kører vi den hele vejen, og så ender det i en retssag, for det her, det kan vi altså ikke leve med, siger han.

 

 

 

 

 

 


Nyhedsoverblik