Skal vente to timer på bussen

Færgepassagerer fra Sejerø skal væbne sig med tålmodighed. Færge og bus har ikke samkørt køreplanerne. Kommer man med færgen 9.20, går den næste bus først 11.27.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

11 minutter før Sejerøfærgen ligger til kaj klokken 9.20 om morgenen, kører bussen. Det betyder, at Sejerø-boerne skal vente to timer på næste bus.

Indtil færgens sommersejlplan trådte i kraft i mandags var der ingen problemer. Det har der ikke været i mange år. Men nu har DSB og busselskabet Movia ændret deres køreplan, så færge og bus ikke korresponderer.

Normalt er tog, bus og færge samkørt, så passagererne slipper for unødig ventetid. For de 400 Sejerø-boere kan sammenhængen mellem færge og bus i øjeblikket være svær at få øje på.

- Det kan simpelthen ikke passe, at det fra at tage 29 minutter nu tager to timer og 20 minutter at komme til Jyderup, siger medlem af Sejerø Ø-Udvalg Ella Rasmussen.

Kalundborg Kommune, der står for færgedriften vil nu sætte sig sammen med trafikselskabet Movia, for at forsøge at finde en løsning.


Nyhedsoverblik