Sjællandske voldsofre sendt til Jylland

Krisecentrene på Sjælland har så stor pladsmangel at de ofte må henvise voldsramte kvinder til et center i den anden ende af landet, langt fra familie og venner

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Voldsramte kvinder, der opsøger et sjællandsk krisecenter, må ofte helt til Jylland for at få hjælp.
Det viser en rundringning som gratisavisen metroXpress har foretaget til en række krisecentre på Sjælland.

- Vi har en høj belægning og må tit henvise kvinder til andre krisecentre, primært i Jylland, fordi der ikke er plads på Sjælland, siger Lis Vahlum, leder på Roskilde Krisecenter 

- Det er ikke nogen god løsning. Det er i forvejen voldsomt traumatisk for kvinderne at forlade deres hjem, og det bliver ikke mindre traumatisk af at skulle flytte til den anden ende af landet, siger hun.

Jytte Mejnholt, bestyrelsesformand for Landsorganisation af Kvindekrisecentre, frygter, at et højt kilometerantal vil få nogle kvinder til helt at fravælge krisecentre.

- En norsk undersøgelse viser, at hvis der er for langt til krisecentrene, søger kvinderne ikke dertil, men bliver i et dårligt forhold, siger hun.

Det er kommunerne, der har ansvaret for krisecentrene. Næstformand for social- og sundhedsudvalget i Kommunernes Landsforening Kaare G. Graversen (DF) kender imidlertid ikke til problemet med pladsmangel på sjællandske krisecentre.

- Det er ikke noget, vi har debatteret, men det lyder, som om at der er behov for at se på, hvad grunden er til at krisecentrene står og mangler mange pladser, siger han.


Nyhedsoverblik