Sjællandske togpendlere ramt af signalproblemer

Foto: TV ØST

Fredag morgen er flere tog blevet aflyst, og togtrafikken er forsinket efter et nedbrud i signalsystemet i løbet af natten.

Pendlere på Kystbanen og strækningen mellem Roskilde og Kalundborg må spejde længere efter toget fredag morgen end normalt. Hvis det overhovedet kommer.
 
Togtrafikken er ramt af forsinkelser og aflysninger, efter at der natten til fredag var systemnedbrud, oplyser Banedanmark til Ritzau.
 
- Vi har udfordringer på grund af et strømudfald i nat, hvor vi efterfølgende fik et systemnedbrud, der betød, at vi ikke kunne sende signaler på flere strækninger på Sjælland. Det betyder, at vi ikke kan køre tog på normal vis, siger Jens Jørgen Hansen, trafikchef ved Banedanmark.
 
Nedbruddet skete ved to-tiden om natten, og fejlen blev først rettet 5.43.
 
- Alt blev slået ud af takt, og før vi får det op på normalen igen, går der et par timer, hvor vi må aflyse nogle tog og kører med forsinkelser. Man vil kunne mærke det frem til 8-9-tiden, regner jeg med. Der er ubalance i systemet med afviklingen, siger Jens Jørgen Hansen.
 
Banedanmark har omkring klokken syv fredag morgen ikke overblik over, hvor mange tog der i alt vil blive aflyst i løbet af morgenen.
 
- Vi ved ikke præcis, hvor mange tog der skal aflyses, men det er en del. Vi starter på frisk, så antallet af tog, der er for meget forsinket, forsøger vi at minimere, så vi kan komme rettidigt med de andre. Men aflysninger kan ikke undgås for at få balance i afviklingen igen. Vi kører tog, men ikke i samme omfang som normalt, siger trafikchefen.
 
Han opfordrer folk til at orientere sig på hjemmesiden, hvor der løbende vil blive opdateret med trafikinformationer.
 
Der har i løbet af natten været indsat togbusser på strækningerne, der er to af de mest befærdede i landet.
 
/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App