Sjællandske betjente skal aflastes

Kovending i politiet: Sjællandske politikredse og Fyns Politi har været for hårdt belastet efter attentater i København. Jyske betjente skal nu hjælpe til.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Rigspolitiet har ændret holdning til den ekstraordinære opgave med bevogtning i København efter attentaterne i februar.

Nu skal også de jyske politifolk deltage i arbejdet, meddeler Rigspolitichef, Jens Henrik Højberg i et interview med Berlingske.

Måtte undvære mandskab

Hidtil har Rigspolitiet ellers ment, at kun de sjællandske politikredse samt Fyns Politi skulle holde for.

Dette har imidlertid betydet, at en række andre opgaver er blevet skubbet til side.

De belastede politikredse har måttet undvære otte procent af mandskabet, skriver b.dk.

- Nu er tiden inde til at brede den her opgave lidt ud, erkender rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

Kritikken af den ensidige belastning har været massiv.

Tilsyneladende har den hidtidige fordeling af belastningen været begrundet i økonomiske hensyn:

Det koster flere penge at have jyske end sjællandske og fynske betjente i København.

Sjællandsk tillidsmand: Hent jyske betjente

For en halv snes dage side undrede flere tillidsfolk i politiet sig offentligt over prioriteringen. Blandt dem var Kaj Rasmussen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi:

 - Man friholder politikredsene vest for Lillebælt. Det er udelukkende foranlediget af, at det er billigere, og fordi de ikke skal indkvarteres. Så blæser man både arbejdsmiljø og vores borgere et stykke, sagde han til Ritzau.

Siden Omar El-Husseins angreb på et debatmøde om ytringsfrihed i Krudttønden og på synagogen, har antallet af betjente i København været ekstraordinært højt.

Attentaterne fandt sted 14. og 15. februar og kostede to menneskeliv - filmmanden Finn Nørgaard og den frivillige jødiske vagt Dan Uzan. Flere betjente blev såret, da den unge mand affyrede både en militærriffel og en pistol.

Særligt har politiet skærpet bevogtningen af jødiske institutioner. Men i begyndelsen var der også masser af betjente med maskinpistoler på flere togstationer i hovedstaden.

 / Ritzau /


Nyhedsoverblik