Sjællands folketingskandidater afspejler ikke befolkningen

Akademikerne er overrepræsenteret blandt folketingskandidaterne på Sjælland, hvilket kan give problemer. Det mener direktøren for tænketanken Cevea.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er stor forskel på sammensætningen af folketingskandidater og den sjællandske befolkning, når det kommer til uddannelse. Det viser en ny opgørelse, som tænketanken Cevea har foretaget.
 
”Vores opgørelse viser en klar skævhed i folketingskandidaternes uddannelsesniveau i forhold til befolkningens. Blandt folketingskandidater i Sjællands storkreds er der 34 pct. med en kandidatuddannelse, mens der blandt den sjællandske befolkning mellem 20 og 69 år kun er 5 pct. med en kandidatuddannelse,” siger Kristian Weise, direktør i tænketanken Cevea.
 
På landsplan har 40 pct. af folketingskandidaterne en kandidatuddannelse, mens det kun gælder 9 pct. af befolkningen mellem 20 og 69 år.
 
”En overrepræsentation af folketingskandidater, der har en kandidatuddannelse, betyder samtidig, at alle andre uddannelsesgrupper er underrepræsenterede. Det kan få betydning for den demokratiske deltagelse, hvis store dele af vores samfund ikke føler sig repræsenteret af det Folketing, vi har,” siger Kristian Weise.
 
Den manglende repræsentativitet i Folketinget kan også få direkte konsekvenser for den førte politik, mener Kristian Weise.
 
”Det er et problem, når den politiske magt er så skævt fordelt mellem samfundets sociale grupper. Folk med længerevarende uddannelser har ofte levet et andet liv end dem med kortere uddannelser. Det har en betydning, når man skal træffe beslutninger om fremtidens kontanthjælp, uddannelsessystem og indsatsen overfor eksempelvis social dumping. Så er det afgørende, at beslutningstagerne ikke kun kommer fra en uddannelsesmæssig elite,” slutter Kristian Weise.


Nyhedsoverblik