Sikkerhedsstyrelsen: Undgå ulykker med 'Frederik Falderik'

Sikkerhedsstyrelsen og Børneulykkesfonden håber med ny børnebog at kunne knække kurven på statistikkerne, der viser at 170.000 danske børn ender på skadestuerne hvert år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Alle danske børnehaver får  i denne uge bogen 'Frederik Falderik' tilsendt. Håbet er, at den på en sjov måde kan sætte sikkerhed på dagsordenen. Sikkerhedsstyrelsen og Børneulykkesfonden håber at kunne knække kurven på statistikkerne, der viser at 170.000 danske børn ender på skadestuerne hvert år

Efter efterårsferien modtager alle landets børnehaver et gratis eksemplar af den helt nye børnebog "Frederik Falderik". Bogen udgives af Sikkerhedsstyrelsen og Børneulykkesfonden i samarbejde med TURBINE Forlaget, og her kan børnene lære den temmelig uheldige Frederik Falderik at kende. Historien om Frederik Falderik viser på en sjov og vedkommende måde, hvordan Frederik gang på gang kommer galt af sted med alt lige fra persiennesnore til vitaminpiller, ledninger, knive og havetrampoliner.

Desværre ligger episoderne i bogen ikke fjernt fra dem mange børnefamilier oplever. Tal fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at de danske skadestuer i 2009 behandlede
cirka 170.000 børn mellem 0 og 14 år efter en ulykke.

- Børneulykker er et af de største sundhedsproblemer i Danmark. Det høje antal børneulykker taler sit tydelige sprog, og behovet for forebyggelse og oplysning om sikkerhed er aktuelt og stort, siger Henriette Madsen, leder i Børneulykkesfonden. 

Tanken er, at pædagogerne kan bruge bogen som et redskab til at kombinere underholdning med faglighed i børnehøjde og snakke om sikkerhed, mens de læser højt.

TV-værten Trine Panum Kjeldsen er ambassadør for bogen, og som mor til tre, ved hun, hvor vigtigt det er at skabe sikre rammer for børnene.

- At forebygge ulykker er altid vigtigt. Og det er især vigtigt, at vi passer på vores børn og giver dem nogle sikre rammer at færdes i. Som mor til tre er der "børn alle vegne", og det er umuligt at være over dem hele tiden. Man kan ikke have øjne på alt hele tiden, og det er heller ikke løsningen at pakke vores børn ind i vat, siger Trine Panum Kjeldsen.

Foruden fortællingen om Frederik Falderik indeholder bogen konkrete forslag til, hvordan man kan sætte fokus på sikkerhed og forebygge at børn kommer til skade.

Bogen kan om kort tid købes hos boghandlere landet over og hos diverse netboghandler.


Nyhedsoverblik