Sigtet advokat presser dommer til dørlukning

Dommer i Næstved gav efter for pres fra advokat, der er sigtet for bevisfusk, og lukkede døre til retsmøde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Luk dørene, eller vi nægter at udtale os.

Sådan lød det i grove træk, da en sigtet advokat og hans kone fredag ved Retten i Næstved skulle afhøres i en sag om forvanskning af beviser i en drabssag. Det drejer sig om en sag, hvor to mænd i landsretten er dømt for drabet på Henrik Haugberg Madsen.

Advokaten og konen har som sigtede i sagen nægtet at udtale sig til politiet. Dog har de indvilget i at lade sig afhøre om sagen i retten, hvor en dommer overværer afhøringen.

Ved fredagens retsmøde krævede de sigtede, at dørene blev lukket for offentligheden. Deres advokat, Ole Bjørn Christensen, henviste i den forbindelse til, at offentlighed om sagen vil krænke de sigtede.

Af samme grund er den sigtede advokat og hustruen beskyttet af navneforbud, og dommer Lene Sigvardt valgte da heller ikke at efterkomme anmodningen om dørlukning af den grund.

Nægtede at udtale sig
Ole Bjørn Christensen fortalte imidlertid, at hans klienter ville nægte at udtale sig i et åbent retsmøde. Og det fik anklager Anne Marie Fink fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til at bede om lukkede døre af hensyn til "sagens oplysning".

Repræsentanter fra pressen forsøgte at overbevise dommer Sigvardt om, at en sigtet ikke på den måde burde kunne lege kispus med både anklagemyndighed og domstol og med trussel om tavshed fremkalde lukkede døre i et retsmøde, som i udgangspunktet er offentligt.

Lene Sigvardt tilkendegav sympati for pressens indvendinger, men valgte alligevel at bøje sig for de sigtedes pres og lukkede retsmødet.

Hvad der foregår bag de lukkede døre, forbliver hemmeligt. Men de sigtede har - i kraft af deres rolle som sigtede - ret til at nægte at besvare spørgsmål, ligesom de også ustraffet vil kunne lyve.

Sigtet for falske beviser
Selve sigtelsen om bevisforvanskning drejer sig om et postkort, som under sagen mod de nu drabsdømte blev sendt til den ene dømte i fængslet.

Kortet skulle forestille at være sendt af Henrik Haugberg Madsen som bevis på, at han var i live. Hans lig er nemlig aldrig blevet fundet.

Advokaten, som blandt andet har repræsenteret flere kendte personer, har i en tidligere sag repræsenteret Haugberg Madsens tidligere samlever, Bo Madsen, som er en af de to, der er dømt for drabet.

/ritzau/


Nyhedsoverblik