Sig til, hvis du ikke vil hente avisen selv

Den første januar træder den nye postlov i kraft for alle etageejendomme fra før 1974. Det betyder, at avisen ikke længere vil ligge på måtten om morgenen - men i en postkasse flere etager væk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den nye postlov:

Læs mere om den nye postlov ved at følge dette link:
http://www.nypostlov.dk/

Og det kan blive et stort problem, frygter Karin Petersen, underdirektør på Dagbladet Information.

- Det er et stort spørgsmål, om alle kunderne vil gå ned i morgenkåbe og med morgenhår og hente avisen, siger hun til DR Nyheder/Penge og tilføjer, at det kan koste abonnenter på lang sigt.

Den tanke har de andre aviser også tænkt. Derfor giver alle de store mediehuse nu abonnenterne mulighed for fortsat at få avisen gennem den gamle brevsprække - uden beregning. Du skal bare selv gøre avisernes abonnentservice opmærksom på det.

- Hvis bare 20-30 procent af abonnenterne vil have avisen leveret det gamle sted, så bliver det en meget stor udgift for dagbladene, og så må de sende regningen tilbage til kunderne, siger Jørgen Poulsen, professor på Journalistik på RUC.

Der er forskel på, hvor langt aviserne vil gå. JP/Politikens Hus, der blandt andet udgiver Politiken, Jyllands-Posten og
Ekstra Bladet, giver også folk i parcelhusene, der har flyttet postkassen ud til vejen, mulighed for at få avisen tilbage til dørmåtten.

På Børsen kan man også få avisen tilbage til det gamle leveringssted, men så mister man retten til at klage, hvis den
er forsvundet.

På dagbladet Information har man ikke 'krav' på at få avisen tilbage til brevsprækken.

- Det bygger på et skøn, men i de fleste tilfælde vil vi nok sige: 'Det ordner vi', siger Karin Petersen. Hun tilføjer, at hvis alt for mange abonnenter vælger den nye ordning, så må de tage hele deres distribution op til revision.


Nyhedsoverblik