Sex på skemaet

300.000 skoleelever får i denne uge seksualundervisning i skolen. I Holbæk kommune gør de noget ekstra for at gøre undervisningen mindre pinlig

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mange af os husker den pinlige stemning i klasselokalet, når der var sex på skemaet i skolen. Eleverne synes at al snak om sex er pinlig, og ofte synes lærerne heller ikke om at stå foran en klasse med 15-årige piger og drenge med hormoner pumpende rundt i kroppen, og fortælle dem om sex. 

- Der er mange af mine kollegaer, der synes at det er grænseoverskridende at stå overfor en klasse og tale om sex. De føler næsten, at de skal fortælle om deres eget sexliv, og det er jo slet ikke meningen. Det skal være sobert og rent, og derfor er det godt, at vi har Sex og Samfund at støtte os til, siger Diana Maria Larsen, kontaktlærer til 9. D på Skolen ved Tuse Næs i Holbæk kommune. 

I denne uge deltager 300.000 skoleelever i Sex og Samfunds seksualundervisningskampagne UGE SEX. Kampagnen er målrettet eleverne fra 0. til 10. klasse og består af et omfattende undervisningsmateriale til lærerne med adgang til spil, blogs, guides osv. 

Undersøgelser viser at kun en ud af ti lærere er tilfredse med seksualundervisningen i skolens ældste klasser. Lærerne har ofte ingen uddannelse indenfor  området, og de mangler støtte til at opbygge nogle gode undervisningsforløb. Derfor har seksualundervisningen været meget uensartet på landets skoler til trods for, at det har været et obligatorisk fag siden begyndelsen af 70'erne.

I Holbæk kommune supplerer man derfor de landsdækkende aktiviteter fra Sex og Samfund med en Sikker Sex karavane. Eleverne kommer klasse for klasse ind i et lokale med 5 boder, og i små grupper bliver de indført i alt lige fra underlivets anatomi til påføring af kondomer. Og så er der en meget vigtig detalje - klasselæreren er sendt udenfor døren, og i stedet underviser medarbejdere fra UngHolbæk og Sundhedsplejen de unge. 

- Det er en rigtig god ide. Jeg har i 7. klasse prøvet, at det var vores lærer, der underviste os, og det var ret pinligt, siger Christian Berg, 9. D fra Skolen ved Tuse Næs.

Medarbejder hos UngHolbæk Pia Heidi Madsen fortæller at det er en stor fordel, at de ikke kender de unge i forvejen. - Vi er ufarlige, fordi vi ikke møder de unge til daglig. Faktisk kommer de unge ofte og betror sig til os, siger hun i dag til TV Øst.


Nyhedsoverblik