Sen udligning mod Hobro giver FC Vestsjælland håb

FC Vestsjælland spillede 1-1 mod Hobro i efterårets sidste Superligarunde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

FC Vestsjælland overvintrer 4 point under nedrykningsstregen.

Det blev en realitet med 1-1 i søndagens hjemmekamp mod Hobro i efterårets sidste runde.

Dermed kommer FC Vestsjælland på en svær mission i foråret.

Qua sin position fem point under nedrykningsstregen inden kampen var FC Vestsjælland tvunget til at gå efter sejren, og hjemmeholdet var da også dominerende fra begyndelsen.

Omvendt ville uafgjort være et fint resultat for Hobro. Derfor fokuserede oprykkeren på god defensiv organisation, hvilket gav FC Vestsjælland svære betingelser.

Hjemmeholdet blev tvunget til at øse bolde ind i Hobros straffesparkfelt, men det blev nu også farligt af og til.

Peter Nymann og Rasmus Festersen var tættest at skaffe føring til Slagelse-holdet, hvilket havde været fortjent ved pausen. Men i stedet slog Hobro til med en glimrende offensiv aktion.

Emil Berggreen tæmmede bolden med låret på kanten af straffesparksfeltet, driblede igennem et par Slagelse-forsvarere, inden han sendte bolden fladt i mål til 1-0 to minutter inden halvtid.

Kort efter pausen havde Quincy Antipas en god mulighed for at øge, men derefter overtog hjemmeholdet al spillet, mens udeholdet alene lukrerede på kontraangreb.

10 minutter før tid kom forløsningen for hjemmeholdet, da Hobro blev fanget i ikke at være helt på plads.

FC Vestsjælland fik plads til at gennemføre et glimrende angreb, som Rasmus Festersen afsluttede sikkert til 1-1, hans syvende sæsonmål.

I kampens sidste minutter pressede FC Vestsjælland hårdt for sejrsmålet, men forgæves.

/ritzau/


Nyhedsoverblik