Selvstændige dropper sommerferien

En sølle uges ferie. Sådan ser det ud for mange af landets selvstændige.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hver femte selvstændig holder ikke mere end en uges sommerferie, og lidt mere end halvdelen holder maksimalt to ugers sommerferie. Det skriver Avisen.dk.

Det er en markant tilbagegang. For bare tre år siden var det kun tre procent, der havde en uges sommerferie, mens over halvdelen snuppede tre ferieuger i rap.

Det viser en ny undersøgelse fra A-kassen ASE, der har mange selvstændige medlemmer. Undersøgelsen er afsluttet i uge 27 og omfatter 860 besvarelser.

- Selvstændige har ikke samme muligheder for at holde sommerferie som andre, for det er nødvendigt, at man er til stede i sin virksomhed, når kunderne er der. De seneste tre års økonomiske krise har ikke gjort det nemmere, fordi mange er presset økonomisk, siger direktør i ASE, Jesper Bøge, til Avisen.dk.

Han peger også på, at både det seneste skybrud og håndværkerpakken har medført øget travlhed inden for især bygge og anlæg. Det giver mange selvstændige håndværkere en oplevelse af, at de ikke har tid til at holde ferie i øjeblikket.

Stresspsykolog Jeanett Bonnichsen understreger, at det kan have negative konsekvenser for både familien og helbredet at arbejde sommeren igennem uden ferie. Men de selvstændige er fanget i et svært dilemma.

For på den ene side er det farligt ikke at koble af, men på den anden side kan det også være farligt at forlade den forretning, som man brænder for.

- Det kan være angstprovokerende at skulle holde ferie fra sit eget firma i en finansiel krisetid. Derfor vælger mange at holde gang i firmaet, siger Jeanett Bonnichsen til Avisen.dk.

Christian Bille Larsen er indehaver af Solvang Maskinfabrik på Sydsjælland - og en af dem, der slet ikke har tid til at holde ferie.

- Jeg bliver nødt til at sikre mig, at arbejdet bliver lavet i firmaet. Der er travlt. Mine medarbejdere siger da til mig, at jeg burde tage en uge, men det vil jeg ikke, siger han.

 


Nyhedsoverblik