Sejlskib sejlede ind i Guldborgbroen

Et sejlskib sejlede søndag middag ind i Guldborgbroen. Ingen kom noget til, men skibet knækkede masten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En stærk sydgående strøm, og en drilsk tværgående vind var søndag middag årsag til en påsejling af Guldborgbroen mellem Lolland og Falster.

Det bekræfter Brovagten på Guldborgbroen, Ole Hegelund, til TV ØST.

Uheldet skete klokken 11.56, hvor et mindre sejlskib blev taget af strømmen og slået ind i broen.

- Der skete ingen skader på broen, men de to voksne og tre børn ombord på båden var naturligt nok noget chokerede, siger Ole Hegelund.

Han understreger, at ingen kom noget til ved påsejlingen.

- Det hele skete stille og roligt – men der var ikke noget at gøre, siger brovagten.

Skib knækkede masten

Der var tale om et 24-fods sejlskib, svarende til knap 8 meters længde.  Ole Hegelund ønsker ikke at oplyse skibets navn.

Da skibet skulle trækkes fri af broen knækkede masten, og da skibet i forvejen havde maskinskade måtte det bugseres i sikkerhed på Lollands-siden af Guldborgsund.

- Det var noget hektisk, men heldigvis hjalp forbipasserende med at holde eksempelvis wires og andet fri af broen, siger Ole Hegelund.


Nyhedsoverblik