Video: Sæl hilser på gæster ved roklub

En sæl har gjort holdt ved Korsør Roklub, og skal være enormt tam. Naturstyrelsen advarer dog mod at nærme sig sælen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De seneste par dage har man kunne hilse på en usædvanlig gæst ved Korsør Roklub.

Det er et populært pattedyr, der tøffer rundt i vandet, og flere lokale kommer direkte for at hilse på den.

Den er tilsyneladende tam, som man kan se på videoen på siden her, hvilket har fået Korsørs borgere til at spekulere på og undersøge om den kunne stamme fra et sted med mennesker, siden den ikke lader til at være spor bange.

Flere har også overvejet, om den er syg.

Har et bid som en bjørn

Stefan Springborg er vildtkonsulent hos Naturstyrelsen advarer imidletid mod at tage kontakt til sælen, der virker tam.

- Hvis de har været i fangenskab, kan de se mennesker som samme art som sig selv og dermed konkurrent. Derfor kan de finde på at angribe, hvis de føler sig truede, forklarede han.

Han lægger især vægt på, at det ikke er nogen spøg at blive bidt af en sæl.

- Tandsættet minder nærmest om en bjørn eller stor hund, det kommer an på størrelsen, så et bid kan virkelig lave ravage, hvis den bider. De er hurtigere end man lige skulle tro, siger han.

Ser man sælen, skal man heller ikke jage den væk.

- Man skal ringe 1812 op til Dyrenes Beskyttelse, som vil sende nogen, der har forstand på det. Blandt andet om dyret er sygt eller tamt eller noget helt tredje. Man skal aldrig selv gøre noget. Det er absolut ikke normalt at sæler kommer hen og virker tamme. De plejer at forføje sig, når der kommer mennesker. Det lyder virkelig som noget, der bør vurderes af nogle kyndige personer, slutter han af.

Video er optaget af Lasse Antonsen.


Nyhedsoverblik