Se trailer til film om Idealisten fra Svenstrup

Idealisten er navnet på en ny film om Thulebasen. Den har premiere til foråret, og bag titlen gemmer der sig en mand fra Svenstrup ved Korsør.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En ny film om følgerne af det fatale flystyrt på havisen ved Thule i 1968 er på vej. Traileren til den er netop sendt ud, og filmen har fået sit navn 'Idealisten' efter Marius Schmidt fra Svenstrup ved Korsør.

I årevis har han været kendt som dyrenes frontkæmper i Dyrenes Beskyttelse, men inden han kæmpede dyrenes sag, var han starten på et langt større projekt. Marius Schmidt har tidligere været ansat i Thule, og det var ham, der 18 år efter det fatale flystyrt gjorde en journalist opmærksom på, at flere af de tidligere Thulearbejdere led af mystiske hudsygdomme, og i årevis har han kæmpet en indædt kamp for at få erstatning til sine tidligere kolleger.

Nu bliver hans kamp og hans samarbejde med journalisten Poul Brink portrætteret i Idealisten. I rollen som Marius Schmidt er Søren Mailling, der blandt andet er kendt for sine roller i Borgen, Kapringen og 1864. Derudover er skuespillere som Thomas Bo Larsen, Peter Plaugborg og Jens Albinus med. Filmen er instrueret af Christina Rosendahl og har premiere 9. april i år.

Her kan du dog få en forsmag på, hvad der venter:


Nyhedsoverblik