Se billederne: Politiet følger flygtninge på Sydmotorvejen tæt

Politiet følger den store gruppe af flygtninge på Sydmotorvejen tæt. Både flygtninge og migranter vil gå til Sverige.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 To tog fra Tyskland ankom mandag formiddag til Rødby Færge med godt 300 flygtninge. Store grupper af de flygtninge fortsatte dog nordpå og begyndte at gå på Sydmotorvejen for at nå til Sverige og blev ikke registreret af politiet.

- Det er vores klare overbevisning, at vi nok skal nå frem til en løsning, så vi kan få registreret disse mennesker, siger politiinspektør Kim Kliver.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har foreløbig kontakt med en større gruppe på en rasteplads på Sydmotorvejen, samt to mindre grupper, der befinder sig i omegnen af Rødby.

- Vi har valgt at følge grupperne tæt, så vi kan passe på dem i forhold til trafikken. Samtidig er mange af dem ved at blive rigtig trætte, og derfor er vi begyndt at samle dem op i nogle busser, hvor de får mad og drikke, fortæller Kim Kliver.

Bortset fra, at mange af flygtningene er trætte og udmattede, er alle ved godt helbred, lyder det.

- Det er fuldt forståeligt, at man gerne vil gøre noget for at hjælpe de flygtninge, der i deres ulykkelige situation kommer til landet. Det må bare ikke være hjælp til at komme videre til for eksempelvis Sverige. For god ordens skyld gør Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi derfor opmærksom på, at det er ulovligt at hjælpe flygtninge ind i eller gennem landet. Det står i udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1, og det kan straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Situationen følges nøje af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. 

Øverst på siden kan du se billeder af den store gruppe flygtninge, der hele dagen igennem har gået på Sydmotorvejen for at nå til Sverige. 


Nyhedsoverblik