Saxenhøj-drabene: Nu begynder retssagen

04:26

Tirsdag den 29. september begynder retssagen mod den 29-årige mand, der blandt andet er tiltalt for at dræbe en læge og en socialrådgiver på Saxenhøj i Sakskøbing sidste år.

En 29-årig mand skal tirsdag for Retten i Nykøbing Falster, hvor han er tiltalt for drab på to personer og drabsforsøg på en tredje. Overfaldene fandt sted på forsorgshjemmet Saxenhøj i Sakskøbing 7. maj sidste år og endte med at koste en 69-årig læge og en 40-årig socialrådgiver livet. De to blev dræbt, da de gik ind på hans værelse, mens en 50-årig beboer, der kom ind på værelset efter at have hørt larm, overlevede de knivstik, han fik.

Her kan du få et overblik over sagen:

Februar 2014: Det sidste program i Anders Lund Madsens serie Sindssygehospitalet løber over skærmen på DR. Her taler tv-værten med tiltalte og siger blandt andet:

- Det jeg er bange for med dig, det er bare, at det ikke bliver ved med at gå godt med dig - at på et eller andet tidspunkt roder du dig ud i et eller andet.

I udsendelsen bliver det også vist, hvordan den 28-årige selv mener, at han er klar til at blive udskrevet, mens han taler om millioner af euro i Thailand og hans Mona Lisa tøj - tankeforstyrrelser der tydeligt afslører, at manden er syg, siger en psykiatrisk overlæge til B.T., da knivoverfaldet sker 7. maj.

9. februar 2014: Tiltalte overfalder ifølge anklagerne tre ansatte på Hvidovre psykiatriske afdeling. Den ene nikker han en skalle med baghovedet, den anden kradser han på armen, mens den tredje får adskillige slag i ryggen med knyttet næve.

7. maj 2014: Tiltalte stikker ifølge anklageskriftet to ansatte og en beboer på Saxenhøj med kniv, da de kommer ind på værelset til ham. En 69-årig læge dør på stedet, mens en 40-årig socialrådgiver dør en uge senere som følge af sine skader fra knivstikket. Den 50-årige beboer overlever overfaldet.

7. maj 2014: Klokken 18 overfalder tiltalte ifølge anklageskriftet to ansatte på Oringe i Vordingborg. Den ene får et knytnæveslag i hovedet med skader på tænderne til følge. Den anden bliver sparket i hovedet.

8. maj 2014: Grundlovsforhør uden tiltaltes tilstedeværelse. Hans psykiske tilstand er for ringe til, at han kan møde op. Han bliver varetægtsfængslet frem til 28. maj.

9. maj 2014 taler TV ØST med Charlotte Guldberg, der er mor til tiltalte og selv lider af psykiske problemer. Hun fortæller, at det for alvor gik galt for sønnen, da han som ung fik en psykose på grund af stoffer. I ti år er han røget ind og ud af det psykiatriske system og kun blevet mere og mere syg. Ifølge moderen er han alt for ofte udskrevet for tidligt og til et liv uden professionel behandling.

Flere medarbejdere på Saxenhøj giver til TV ØST 9. maj 2014 udtryk for den samme kritik af systemet, men de tør ikke stille sig frem. En mangeårig medarbejder på Saxenhøj siger dog:

"Problemet er, at man lukker sengepladser i psykiatrien. Det medfører, at patienter bliver udskrevet for tidligt, altså før de er færdigbehandlet. Det er alt for nemt for psykisk syge at frasige sig behandling. Saxenhøj er ikke et behandlingssted. Vi kan opfordre borgerne til at tage den nødvendige medicin, men vi kan og må ikke tvinge dem."

"Det, der skete på Saxenhøj, kunne være undgået, hvis den sigtede havde fået den nødvendige hjælp og havde været indlagt på en psykiatrisk afdeling. Vi har ofte snakket om på jobbet, at der skulle lig på bordet, inden der blev handlet. Det er der desværre kommet nu."

15. maj 2014: Den 40-årige socialrådgiver dør af sine kvæstelser fra knivstikkene.

28. maj 2014: Tiltalte møder i retten og får at vide, at han er sigtet og varetægtsfængslet. Han nægter sig skyldig i drabene, men erkender at have stukket de tre ofre med kniv. Han ønsker ikke udtale sig yderligere om sagen. Han har dog forklaret, at han købte kniven, som senere blev gerningsvåbnet, i en genbrugsforretning og efterfølgende opbevarede den på sit værelse. Han bliver varetægtsfængslet frem til 3. juni.

29. september 2015: Retssagen mod tiltalte begynder i Retten i Nykøbing Falster.

Læs mere og sagen her:

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App