Saxenhøj: Beboer fængslet på hospital

Foto: TV ØST

Uden at være til stede i retten er en 28-årig mand blevet varetægtsfængslet for drab på læge i Sakskøbing.

En mandlig beboer på forsorgshjemmet Saxenhøj i Sakskøbing er torsdag blevet varetægtsfængslet frem til den 3. juni. Lige nu opholder han sig på det psykiatriske hospital Oringe i Vordingborg. 

Han sigtes for drabet på en læge og forsøgene på at dræbe en socialrådgiver og en anden beboer onsdag.

Dommeren i Nykøbing Falster slår fast, at der er begrundet mistanke mod den 28-årige mand. Men i stedet for arresthuset sker frihedsberøvelsen på en psykiatrisk afdeling, oplyser anklageren i sagen, Kirstine Laustsen, til Ritzau.

Manden blev af betjente onsdag aften indlagt på en psykiatrisk afdeling, fordi han var tydeligt syg. Han kunne ikke afhøres.

I det øjeblik han er rask nok til at kunne blive afhørt, skal han fysisk fremstilles for en dommer og her have muligheden for at besvare spørgsmål.

Drabet skete med en køkkenkniv. Den afleverede han selv til andre ansatte efter det voldsomme angreb. Over for de ansatte erkendte han, at han havde begået forbrydelsen, oplyser bt.dk. Manden overgav sig siden uden kamp til politiet.

Angrebet skete, da de to medarbejdere på forsorgshjemmet onsdag opsøgte den 28-årige. Som reglerne foreskriver, deltog to ansatte i besøget - men alligevel fik mødet et tragisk udfald.

Den 69-årige læge havde været ansat på Saxenhøj i en årrække.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App