Samariten: Falck er vores forbillede

Det svenske ambulancefirma undrer sig over kritik.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ejerne af det private svenske ambulancefirma Samariten undrer sig over, at deres bud på en svensk ambulancetjeneste i Region Sjælland i de kommende fem år, er blevet mødt med voldsom modstand i Danmark - ikke mindst fra fagforbundet 3F, som organiserer redderne hos den danske konkurrent Falck, oplyser P4 Sjælland.

- Falck, som er Samaritens store forbillede, har jo opereret i Sverige siden 1993, da en stor del af den svenske

ambulancetjeneste blev privatiseret. Og Falck har fungeret rigtigt godt i Sverige. Sådan skal det være. Men nu forsøger vi så bare at konkurrere med Falck på det danske marked, siger Ulf Kanfjäll, der ejer Samariten sammen med sin bror Torbjörn Kanfjäll.

Ulf Kanfjäll tilføjer, at Samariten ønsker at overtage alle Falcks medarbejdere i Region Sjælland, hvis de selv ønsker det.

- Og vi har i hvert fald ikke tænkt os at tilbyde vore ansatte i Danmark dårligere løn- og ansættelsesvilkår, end de har i øjeblikket, understreger Ulf Kanfjäll.

Samaritens svenske ejer siger, at firmaet har søgt de danske myndigheder om at blive godkendt som uddannelsessted for kommende ambulance-reddere, men at godkendelsen endnu ikke er på plads.

- Men det regner vi med, at den kommer. I øvrigt synes vi, at ambulance-opgaven i Region Sjælland er ekstra interessant, fordi den også giver os lov til at styre regionens nye vagtcentral. Det giver en kortere beslutningsproces, når det er det samme firma, der både driver vagtcentralen og ambulancerne. Desuden er der så heller ikke andre end en selv at skyde skylden på, hvis der er noget, der ikke virker som det skal, siger Ulf Kanfjäll.


Nyhedsoverblik