Tirsdag den 7. april begynder retssagen mod cirkusdirektør Jackie Berdino-Olsen i forbindelse med telt-ulykken på Asnæs ved Kalundborg den 21. juni 2013. Der er sat tre retsmøder af til sagen, skriver dagbladet Nordvestnyt.
Næsten to år efter at et cirkustelt styrtede sammen over 550 mennesker på Asnæs, får sagen nu et retsligt efterspil.
Op til otte års fængsel
Allerede tilbage i januar meddelte anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi, at man agtede at føre sag mod cirkusdirektør Jackie Berdino-Olsen, og nu er der så fundet datoer for sagen. Retssagen begynder umiddelbart efter påske, nemlig tirsdag den 7. april, og fortsætter på yderligere to retsmøder i ugen efter, henholdsvis den 14. april og den 16. april, skriver Nordvestnyt.
Ulykken fandt sted under fejringen af Seas-NVE's 100 års fødselsdag, hvor Cirkus Arena var hyret til at stå for underholdningen.
Det var Jackie Berdino-Olsen, der havde ansvaret for opsætningen af cirkusteltet, og anklagemyndigheden har tiltalt ham efter paragraf 252 i straffeloven, der handler om at udsætte andres liv eller førlighed for fare. I yderste konsekvens kan man idømmes otte års fængsel efter denne paragraf, skriver Nordvestnyt.
Forventer frifindelse
Jackie Berdino-Olsen har tidligere udtalt til Nordvestnyt, at han forventer at blive frifundet i sagen.
- Cirkus Arena fulgte alle procedurer og krav, som Kalundborg Kommune stillede, helt efter bogen. 100 procent. Hvis jeg bliver dømt i denne sag, er der ganske enkelt noget galt med lovgivningen, sagde han dengang.
Cirkusteltet styrtede sammen, da vinden fik rykket teltpælene i den ene side af teltet op af jorden. Syv cirkusgæster kom lettere til skade under ulykken.