Sådan vil de fjerne Storstrømsbroen

Foto: TV ØST

Planen for at fjerne den nuværende Storstrømsbro blev i dag offentliggjort. Broen skal rives ned – og bropillerne skal sprænges væk.

Der bliver efter alt at dømme brug for store mængder dynamit eller tilsvarende sprængstof, når den nuværende Storstrømsbro skal rives ned i årene efter 2021.

Når den nye Storstrømsbro er klar, så vil den gamle bro nemlig blive revet ned. Det forudsætter den miljø-redegørelse, som Vejdirektoratet og Transportministeriet mandag offentliggjorde.

Nedrivningen af broen ventes at tage 2,5 år – og landfæsterne på Masnedø og Falster vil også blive ramt af nedrivningsplanerne.

Rives ned med pram og sprængstof

Nedrivningen af det store byggeri fra 1930’erne bliver en større opgave, der endvidere kompliceres af, at der er giftige tungmetaller i den maling, som broen er malet med – og at dele af broen er belagt med asbest for at beskytte mod fugt.

Selve nedrivningen ventes at ske i flere trin.

  • Først skal skinner, asfalt og asbest-membraner fjernes fra broen.
  • Dernæst skal betondækket fjernes – og knuses til småsten.
  • Dernæst skal jern-konstruktionen fjernes –
  • Til sidst skal bropillerne sprænges væk – måske med dynamit.

Sprængstof kan ikke gøre hele arbejdet

Jern og beton-konstruktionen ventes fjernet i store elementer fra en specialbygget pram – et brofag ad gangen.

Ingeniørerne bag planen har overvejet at sprænge hele broen væk med sprængstof – noget der er set flere steder i USA. Løsningen er dog ikke god efter danske forhold, da man ikke kan styre nedrivningen, og da den vil kræve en større dykker-indsats under den efterfølgende oprydning.

Planen er, at dæmningen op til broen skal bevares på Masnedø, hvor den skal gøres til udsigtspunkt over området. På Falster-siden arbejder man med to forskellige tiltag. Det ene er, at lade dæmningen ud til broen ligge som et ’kulturhistorisk spor'. En anden mulighed er, at høvle jorden af dæmningen, så den bliver mindre markant i landskabet, så man kan se den nye Storstrømsbro fra Gåbense. Den sidste mulighed er dog umiddelbart ikke en del af politikernes planer.

Du kan læse mere om nedrivningen og planerne for den nye bro på Vejdirektoratets hjemmeside: http://www.vejdirektoratet.dk/DA/vejprojekter/storstroemsbro/Sider/default.aspx#.VHMCjYuG9WY

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App