Sådan undgår du ulykker med dyr på vejene

Med skiftet til vintertid falder myldretiden i trafikken sammen med skumring og daggry. Det er netop det tidspunkt hvor dyrene bevæger sig fra et sted til et andet - og det betyder større risiko for påkørsler. Se her hvordan du kommer frem uden skader på hverken dyr, biler eller mennesker.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Skal du køre til arbejde i morgen tidlig, er det en god ide at huske på, at vi er gået over til vintertid. De næste tre uger vil der nemlig være øget risiko for at møde et dyr på vejen. Falck anslår at mindst to til fire bilister hvert år mister livet fordi de har påkørt eller prøvet at undvige et dyr i trafikken. Og alene i den første uge efter vi sidste år stillede om til vintertid, blev 168 rådyr dræbt i trafikken.

Vil du undgå farlige situationer på grund af vintertid gælder det om at sætte farten ned og udvise opmærksomhed over for omgivelserne. Det gælder særligt i landområder og ved skovstrækninger.
Vær særlig opmærksom hvis du ser dyr i vejkanten, eller hvis du allerede har set hjortevildt passere vejen. Formentlig er der flere på vej.

Hvis dyret springer ud foran bilen gælder det om at bremse og holde godt fast i rattet. De fleste alvorlige ulykker sker, når bilister forsøger at undvige dyr på vejen og i stedet kører ind i et vejtræ eller modkørende biler. Prøver du at undvige, skal du derfor orientere dig godt og være i lav fart. Desuden skal du køre bag om hjortedyret, da det aldrig vender om.

Der er en kraftig stigning af antallet af hjortevildt. Det gælder også de store arter som dåvildt og kronvildt, hvor der er risiko for meget alvorlig personskade ved påkørsel. Derfor er det vigtigt at være i meget lav fart inden dyret rammes eller at forsøge at undvige disse store arter.
Er uheldet ude og har du ramt et større dyr, skal du kontakte Falck på 70 10 20 30. Det er gratis, og de vil så sørge for at afhente og eventuelt aflive det sårede dyr. Husk at markere stedet hvor ulykken er sket.

Kilder: Allan Bruun Rasmussen, Dyre- og vildtkonsulent i Falck og Leif Stonor Nielsen, schweisserhundefører

 

 


Nyhedsoverblik