Sådan kan stormen påvirke trafikken

Stormen Gorm kan komme til at skabe problemer for trafikken. Få et overblik over situationen på Storebæltsbroen, Farøbroen, togtrafikken og Scandlines' ruter her.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Storebæltsbroen

Sund og Bælt oplyser, at varslet om vindstød på over 32 meter i sekundet muligvis betyder, at Storebæltsbroen lukker i aften.

Risikoen er ifølge Sund og Bælt størst mellem klokken 20 og klokken 01 i nat.

- Vi får nye vindprognoser hver time og vurderer situationen løbende, siger Henning Godtfredsen, der er Teknikvagt hos Sund og Bælt.

Billister, der skal krydse broen opfordres til at holde sig opdateret på situationen på Storebælt.dk, Twitter eller Facebook. 

Farøbroen

Ligesom Storebæltsbroen, så risikerer også Farøbroen at lukke ned på grund af de voldsomme vindstød.

Ifølge vagthavende på vejdirektoratets trafikcenter, så er det også her efter klokken 20, at der måske bliver sat stop for kørslen.

- Det bliver nok i tidsrummet fra 20 til 21 og så frem til klokken 3 eller 4, at der er størst risiko for, at der vil blive lukket ned, siger Brit Osted Nielsen.

Gedser-Rostock og Rødby-Puttgarden

Meldingen fra Scandlines er, at der endnu ikke er planer om at aflyse eller udskyde færger. Indtil videre sejler alle ruter planmæssigt.

- Vi holder selvfølgelig skarpt øje med, hvordan vejret udvikler sig. Men det er faktisk ikke så meget vinden, der kan give os problemer. Det er først, hvis vandet presses ud af Gedser Havn, at vi bliver nødt til at gøre noget, siger Anette Ustrup Svendsen fra Scandlines

Ved Rødbyhavn er der generelt ikke de samme udfordringer i forhold til vandstanden.

Scandlines regner ikke med, at de må ty til aflysninger på ruterne. Men den melding kan ændre sig i takt med prognoserne.

- Vi kan selvfølgelig ikke sige noget med sikkerhed. Jeg opfordrer til, at vores kunder holder sig opdateret på situationen på vores hjemmeside, siger Anette Ustrup Svendsen.

Generel kørsel på vejene

Når vindstødene rammer orkanstyrke på over 32 meter i sekundet, så er der fare for at grene knækker af, eller at hele træer vælter i vinden. 

- Hvis man skal ud at køre i det her vejr, så skal man være rigtig opmærksom på væltede træer, der kan være landet på vejen. Og så gælder det om at køre efter forholdene, siger Brit Osted Nielsen, der er vagtchef hos Vejdirektoratets trafikcenter.

I Odsherred Kommune opfordrer beredskabschef Lasse Hansen folk, der opholder sig i sommerhuse - og som skal mod Hovedstaden mandag morgen, at køre her til aften. Ellers risikerer de nemlig at blive spærret inde på grund af væltede træer.

Togtrafikken

Togpassagerer må indstille sig på, at togene ikke kører så ofte, som de plejer, lyder det fra Banedanmark.

- Vi kører med reduceret togtrafik fra klokken 18 over hele landet for at tage højde for stormen, siger områdechefen i trafikal drift hos Banedanmark, René Hestbæk til Ritzau.

Hvis man har planer om en togtur søndag aften, kan man følge ændringerne i køreplanen på dsb.dk eller rejseplanen.dk.

 


Nyhedsoverblik