Så ruller Femern-byggeriet

Selvom der stadig er lang tid til selve tunnelbyggeriet ved Femern går i gang, så startede de første gravemaskiner ved Rødbyhavn i september 2013.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På overfladen ligner gravemaskinerne ved Færgevej lidt uden for Rødbyhavn denne september-dag i 2013 ethvert andet vej-arbejde. Men faktisk er det et af de første bygge-projekter på det milliard-store Femern Bælt projekt.

Færgevej skal udvides og gøres klar til at kunne håndtere de kæmpestore maskiner, der kommer til at strømme til og fra byggepladsen.

- Det synes jeg, er lidt sjovt. At være en af de første – og at have været med til at tage det første spadestik, siger Kaj Knudsen, der kører en af gravemaskinerne på Færgevej.

Projekt kan være døråbner

Det gør han for entrepenør-firmaet MSE fra Nørre Alslev, der har vundet ordren. Og selvom et enkelt vejbyggeri ikke har kæmpe betydning for MSE, så kan en fod indenfor blive enormt vigtigt.

-Vi skal ikke lave selve Femern. Det hverken kan eller vil vi. Men det kan være en dør-åbner til at være med som underleverandør for nogle af de store, internationale virksomheder, siger Jan Sørensen, der er direktør for MSE fra Nørre Alslev.

Gennembrud skaber optimisme

At MSE har fået et af de mindre, fremrykkede projekter, glæder organisationen Femern Belt Development, der for kommunerne i området og Region Sjælland netop kæmper for at Femern kommer det regionale erhvervsliv til gode.

- Det påvirker optimismen omkring det store anlægsarbejde, der kommer senere, siger Stig Rømer Winther, der er direktør for Femern Belt Development.

Hvis du vil læse mere om, hvordan tunnelen skal bygges, og hvor det kommer til at foregå, kan du læse mere hos bygherren Femern A/S her.

Hvis du vil se, hvordan turen igennem tunnelen formentlig kommer til at foregå, så har Femern A/S, der er bygherre på projektet, lavet en animationsvideo. Se den herunder.

 

 

 

 


Nyhedsoverblik