Så er der trafik på Næstveds nordlige omfartsvej

Nu kan man køre ud på den nordlige smutvej udenom Næstved. De første fire kilometer af omfartsvejen åbnede officielt i dag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De første biler er nu begyndt at trille ud på den nordlige omfartsvej ved Næstved. Det er den første etape af projektet, der skal lede trafikken udenom Næstved, der står færdig i dag. Vejdirektoratet har arbejdet på projektet i snart to år.  

Det drejer sig om den østlige delstrækning fra fordelerringen ved Køgevej/Ring Øst til Ringstedgade.

Fejret med ministerbesøg

- Nu kan man smutte udenom Køgevej, der især er meget belastet om morgenen. Så der kommer allerede en tidsbesparing nu, men den helt store tidsgevinst får bilisterne først, når den vestlige del af den nordlige omfartsvej også er færdig, siger Projektleder Jacob Pryds Winkel, Vejdirektoratet.

Åbningen af Næstved Nordlig Omfartsvej blev fejret med besøg fra Transport- og Bygningsminister Hans Christian Schmidt, der indviede vejen ved middagstid.

I forbindelse med omfartsvejen er der også blevet etableret en dobbeltrettet cykelsti, der ligger parallelt med vejen.

De sidste tre kilometer

Omfartsvejen er ikke helt færdig endnu. Vejdirektoratet mangler at bygge de sidste tre kilometer af den nordlige omfartsvej, der skal lede trafikken vest om byen. Et projekt, de regner med, står færdigt i slutningen af 2016.

Omfartsvejen bliver i alt cirka syv kilometer lang, når den står færdig. Som en del af projektet bygger Vejdirektoratet også en højbro over Susådalen.

Projektet løber op i omkring 700 millioner kroner.


Nyhedsoverblik