Tålmodighed – og godt humør.
Det er gode ting at have med i bagagen, hvis du i de kommende dage skal køre på Vestmotorvejen.
Her vil langsomt kørende transporter nemlig skabe kø på Vestmotorvejen. Transporterne vil køre 30 kilometer i timen, og det vil ikke være muligt at overhale.
Transporterne vil bevæge sig fra Korsør mod Vallensbæk mandag, tirsdag og onsdag i tidsrummet mellem 19.30 og 22.30, oplyser Vejdirektoratet.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at der er politieskorte med transporterne, der vil forsøge at afvikle trafikken så smidigt som muligt.
Transporterne fragter en række 200 ton tunge broelementer til en ny jernbanebro, til jernbanen mellem København og Ringsted.