Ifølge socialdemokraterne er det livsvigtigt for de små biografer at få økonomisk hjælp til at investere i nye digitale filmfremvisere. Pengene til de små biografer vil være et krav fra Socialdemokraterne til efterårets forhandlinger om et nyt filmforlig. Det skriver Politiken.
- Vi er instillede på at give biograferne den kickstart, de ønsker. Vi vil gerne være med til at levere det engangstilskud, der skal til, for at biograferne kan hente resten hjem i kommunerne og hos private sponsorer, siger Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, til Politiken.
Hos Venstre mener man først og fremmest, at det er kommunerne og lokale sponsorer, der bør løfte opgaven.
Det kommer til at koste biograferne mellem 600.000 og 800.000 kroner at omstille sig til den nye digitale teknologi.