Hadegrupper på Facebook

Børn bliver mobbet i hadegrupper på hjemmesiden Facebook. Skal vi finde os i det? Socialdemokraternes IT-ordfører vil have videnskabsministeren til at lægge pres på Facebook. Hvad mener du?

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Børn bliver mobbet i hadegrupper på hjemmesiden Facebook. Blandt andre bliver en 13-årig pige fra Vejen Kommune kaldt en »klam« og »billig bitch« i en hadegruppe, hvor 31 venner og bekendte er medlem. I modsætning til danske hjemmesider er det svært at gøre noget ved problemet på Facebook, skriver JydskeVestkysten.

- Vi har efterhånden fået et ganske udmærket samarbejde med flere af de danske sites. Blandt andre Arto er mere og mere indstillet på at gå i dialog med os omkring at løse de her ting, men der er det unægtelig svært med meget store virksomheder som Facebook, siger formand for Børns Vilkår Peter Albæk.

Hadegruppe mod hadegrupper
Eksemplet er langt fra enestående. Lau Tambjerg fra Esbjerg har oprettet en hadegruppe mod hadegrupper på Facebook, da en veninde blev offer for en hemmelig hadegruppe. Og på Jerne Privatskole i Esbjerg har leder Hans Jørgen Borg Rohde Larholm bortvist en elev, der oprettede en hadegruppe.

- Selvom det var ment for sjov, så var teksten og ordlyden så nedladende, at vi ikke ville acceptere det under nogen omstændigheder, siger han.

Elever, der tilmeldte sig gruppen, fik en advarsel, og privatskolen har meget klare regler og sanktioner i forhold til opførsel på skolen - og på internettet. Samme sanktionsmuligheder har folkeskoler ikke, men Hans Jørgen Borg
Rohde Larholm mener, at det er vigtigt at både folkeskoler og privatskoler har en klar holdning til brugen af it

S vil bekæmpe hadegrupperne 
Socialdemokraterne rejser nu en række spørgsmål for at få videnskabsminister Helge Sander ind i kampen mod hadegrupper på Facebook.

- Og den "normale undskyldning" om, at det ikke nytter noget, fordi serverne står i Californien, duer ikke, siger Socialdemokraternes IT-ordfører Ole Hækkerup.

- Jeg er sikker på, at folkene bag Facebook gerne vil lytte. For dem handler det jo om penge, og de vil ikke risikere, at den gode forretning bliver ødelagt. De véd, at det er dårligt for forretningen at have en masse konflikter med lovgivningen i Europa. Derfor skal vi ikke være bange for at tage kampen op, siger Ole Hækkerup til Ritzau.

Gruppen er fjernet
Facebook har nu fjernet en barske hadegruppe, hvor den 13-årige pige blev udstillet med billede. Det skriver Jv.dk. Linket til siden er nu dødt, hvilket glæder pigens mor Charlotte Nielsen, der har kæmpet i en uge for at komme hadegruppen til livs.

- Bemærk venligst, at brugere kan bruge »report«-knappen på enhver profil, gruppe eller side for at melde indhold, der
overtræder vores regler, påpegede Elizabeth Linder fra Facebook Communications i det skriftlige svar til JydskeVestkysten. JydskeVestkysten har forsøgt at stille flere opklarende spørgsmål, men har ikke fået svar. 

Hvad mener du?
Hvad kan man gøre for at bremse hadegrupperne? Kender du til eksempler på hadegrupper på Facebook eller andre sociale tjenester? Så skriv om det i kommentarfeltet herunder:


Nyhedsoverblik