S og DF går udenom borgmester i budgetforhandlinger

DF og S er gået uden om borgmester John Brædder (billedet) i et forslag til budgetforhandlingerne Foto: TV ØST

I Guldborgsund Kommune er Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti blevet enige om et forslag til budgetforliget uden om borgmester John Brædder (G). Det giver blandt andet penge til de ældre og redder daginstitutionen i Gedser.

Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti i Guldborgsund Kommune er udenom borgmester John Brædder (G) blevet enige om, hvad nogle af næste års penge skal bruges på. De to partier med Bo Abildgaard (S) og René Christensen (DF) i spidsen sagde for nyligt sammen med SF ja til at hæve skatten, og nu er DF og S altså klar med en plan for, hvad pengene skal bruges til. 

John Brædder, Venstre og Konservative sagde i første omgang nej til at hæve skatten, men siden har John Brædder skiftet mening for at undgå yderligere besparelser i kommunen. Selv om han nu er med ombord på skattestigningerne, har han ikke automatisk det store at skulle have sagt i forhold til den budgetplan, som DF og S nu fremlægger, idet de to partier sammen har flertal.

- Jeg vil også komme med nogle forslag, og så må vi se, om ikke der er nogle fælles ting, vi gerne vil have gennemført. Jeg vil i hvert fald være ked af, at pengene fra en skattestigning kun skal gå til drift. Jeg ser hellere, at vi bruger nogle penge på udvikling af blandt andet jobskabning og bosætning, siger John Brædder.

Dansk Folkeparti var med til at pege på John Brædder som borgmester efter sidste kommunalvalg, men at de nu går uden om ham og i stedet arbejder sammen med Socialdemokraterne i årets budgetforhandlinger, er ikke så overraskende, siger han.

- Hvis jeg fra start havde været med til at sige ja til skattestigningerne, var jeg måske nok blevet lidt sur over, at DF ikke kom til mig, men nu er skattestigninger ikke min kop te, og jeg sagde nej i starten, og så er det fair nok, at DF og S i en periode taler sammen, siger borgmesteren.

Her kan du se, hvad DF og S mener, at pengene fra skattestigningen skal gå til:

  • På folkeskoleområdet:

    Det vedtagne mål for besparelser på folkeskoleområdet på 48,9 millioner kr. reduceres partierne er enige om at tilføre området midler, således at folkeskolen kan udvikle sige i takt med de øget forventninger der er fra politisk hold.

    Der skal måles på kvaliteten i folkeskolen og ikke kun på karakteren.

    På ældreområdet: Der oprettes en driftspulje på 8 millioner kr. årligt til ”varme hænder og et værdigt ældreliv”.

     

  • På daginstitutionsområdet:

    Der tilføres 0,5 millioner kroner til området. Forligspartierne er enige om, at der skal være børnehave i Gedser.

    På arbejdsmarkedsområdet: Der oprettes en uddannelsespulje, som tilføres 5 millioner kr. årligt.

     

  • Teknik og miljø: Der tilføres årligt en pulje. til vedligehold af kommunale bygninger samt vedligeholdelse af veje og fortovsarealer (kommunens fremtoning)

    Motorcykelmuseet: Den besluttede besparelse på 250.000 kr. indføres med 100.000 kr. 2016 og fuldt indfaset i 2017. Der gives et engangsbeløb på 250.000 til udarbejdelse af en udviklingsplan for museet. Partierne ønsker museet fastholdt og udviklet i anden form, og anmoder administrationen om at indgå i dialog med relevante interessenter omkring museet, så der skabes en bæredygtig konstruktion. 

 

  • Der er enighed om at leve op til kontrakten omkring Lolland-Falster Airport, der er ligeledes enighed om at driften ikke kan øges i perioden. Overenskomsten mellem Lolland og Guldborgsund Kommuner om flyvepladsforbund søges opsagt, dog senest i 2021. (2 år før udløb).

     

  • Det resterende provenu fra skattestigningen plus de 10 millioner, som henstår i budgettet, tilføres likviditeten (kassebeholdningen) udover de 72 millioner som findes i det tekniske budget.

     

  • Frivillige: Der afsættes midler til et årsværk ”En indgang for frivillige og foreninger i Guldborgsund kommune”.

     

  • Ved alle nye anlægsarbejder skal handicapvenlige adgangsforhold sikres.  

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App