Så lykkedes det: Rekorden sat i faldskærmsformation

Efter ni forsøg lykkedes det lørdag morgen 59 faldskærmsudspringere at slå Danmarksrekord, da de endelig fangede hinanden i luften og dannede et stort mønster over Lolland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der var glæde ved Lolland-Falster Airport lørdag morgen, hvor det lykkedes 59 faldskærmsudspringere at sætte Danmarksrekord i formation. Siden torsdag har de forsøgt at fange hinanden i luften og danne et stort mønster, og med dagens vejrforhold var der bare et skud i bøssen for at få det til at lykkes lørdag.

- Vi tænkte nok bare alle sammen, at nu måtte vi tage os sammen. Vi havde kun ét forsøg i dag på grund af vejret, så vi holdt tungen lige i munden, og så lykkedes det, siger Tim Brostrøm fra faldskærmsklubben.

Tre flyvemaskiner havde de 59 entusiaster med op, og klokken helt præcis 8.28.45 hoppede de ud. De havde kun et minut til at finde hinanden alle sammen, og det lykkedes, selv om de faldt med lidt under 200 kilometer i timen og startede i 5,7 kilometers højde.

Stilhed og så champagne

Tilbage på jorden er der glæde, men også lige en ny virkelighed, der skal dæmre for dem.

- Vi er faktisk alle sammen lidt stille lige nu, Jeg tror lige, det skal gå op for os, men jeg synes, det er helt fantastisk. Den forrige rekord blev sat i 1995. Jeg begyndte at springe i 1996 og har lige siden håbet på at slå rekorden. Nu er det lykkes, siger Tim Brostrøm.

Rekorden er godkendt af dommerne, og nu skal FRI (Fédération Aéronautique Internationale) så registrere rekorden endeligt.

Mon ikke at stilheden i lejren hurtigt fortager sig, og når den gør, så er der champagne klar til de 59 udspringere, der faktisk skulle have været 60. En sov dog over sig og nåede ikke med op i luften, men eftersom den tidligere rekord var på 55 udspringere, er rekorden stadig sikret.

Lørdag blev der samtidig sat rekord i disciplinen head down. Her var 14 udspringere nok til at slå den hidtigige rekord. Antonio Arias optog denne video af formationen:

 


Nyhedsoverblik