Sådan oplevede politimanden ugen, der rystede Danmark

Foto: TV ØST

Politiassistent John Hansen fortæller her, hvordan han oplevede at blive sendt til Rødbyhavn i sidste uge, hvor det største antal flygtninge siden 2. verdenskrig kom ind og grænsen.

Ingen af os var mentalt forberedt på den her situation, fortæller den 56-årige politiassistent John Hansen, der i sidste uge måtte tage imod flygtninge og stenkast på Rødbyhavn. På få dage mærkede han situationens håbløshed og nogle danskeres fjendtlighed mod politiet, fortæller han til Kristeligt Dagblad.

- Tirsdag den 8. september om morgenen ankom jeg til Rødbyhavn. Flere af mine kolleger havde været der siden søndag og taget imod de første flygtninge, der kom med færgen fra Puttgarden i Tyskland, og andre var blevet sendt ud for at sikre, at de migranter, der gik langs motorvejen, ikke kom til skade. Situationen var ikke helt fremmed for mig. Da jeg i 1985 startede hos Nykøbing Falster politikreds, var en af mine første opgaver nemlig at hjælpe til, da iranske flygtninge strømmede fra Østtyskland til Gedser. På den måde var jeg måske mere forberedt på, hvad der ventede mig ved Rødbyhavn, for jeg vidste, hvor kompleks situationen var, når mange mennesker kom til et fremmed land. Men det skulle vise sig at være anderledes i Rødby.

Kastede sten og flasker mod os

- Der var allerede kommet mange flygtninge til Rødbyhavn søndag og mandag, og antallet steg hurtigt i løbet af tirsdagen. Politiets opgave var at registrere dem, der ankom, tage deres fingeraftryk og lave politiberetninger, om hvor de kom fra, og hvad deres formål var. Men der var for mange til, at vi kunne håndtere situationen, og mange blev i stedet bare indkvarteret i sportshallen i Rødby, hvor beredskabsstyrelsen og hjælpeorganisationer havde sørget for tæpper, de kunne sidde på. Først på aftenen kom der mange danskere til Rødby. Flere venligtsindede mennesker havde medbragt forskellige effekter til dem, som opholdt sig i sportshallen, men vi måtte ikke lade dem komme i kontakt med flygtningene. Der blev ved med at komme flere, og vi måtte tilkalde assistance og spærre vejene af sikkerhedshensyn. Nogle af de tilstedeværende blev ophidsede og mente, vi skulle lukke menneskerne ud af hallen og lade dem tage videre til Sverige. De startede en uanmeldt demonstration, og vi politifolk måtte stille os op som en mur ved indkørslen til sportshallens parkeringsplads. Samtidig var flere ikke-venligtsindede danskere dukket op, og de begyndte at kaste med sten og flasker efter os, fortæller John Hansen.

- Ingen af os var mentalt forberedt på den her situation. Et flertal af betjentene havde ligesom mig selv ingen form for beskyttelse på, ingen hjelme, og det var et tilfælde, at ingen civile eller kolleger blev ramt. Demonstrationen og den fjendske stemning tirsdag aften var det, der kom mest bag på mig ved hele flygtningesituationen i Rødby. Jeg har oplevet lignende optøjer i København, men ikke på Rødbyhavn. Inde i sportshallen affandt størstedelen af flygtningene sig med situationen. Nogle forsøgte at komme ud gennem vinduerne, hvilket gjorde det nødvendigt at have bevogtning hele vejen rundt om hallen, og samtidig måtte vi gøre os umage med at holde migranterne adskilt ud fra deres ankomst til Danmark, da vi kun må tilbageholde dem i 3 gange 24 timer.

Børn blev dårlige

- Først efter det blev mørkt, blev forsamlingen udenfor opløst, og klokken to om natten tog jeg hjem og sov. Da jeg mødte ind onsdag formiddag, var der opstået en ny situation i Rødby. To tog var ankommet ved perronen i løbet af natten, og migranterne i dem ville ikke ud, men direkte videre til Sverige. Da vi i Danmark ikke fjerner nogen med magt, kunne vi ikke gøre andet end at lade togene holde stille. Det var forholdsvis varmt den onsdag, og i løbet af dagen blev nogle børn så dårlige, at vi må sende lægehjælp ind i togene. Nogle forsøgte at løbe fra togene, mens resten samlede sig bagerst i vognene. De hygiejniske forhold blev værre, og vi måtte tilkalde slamsugere til at tømme de tilstoppede toiletter.

- Senere på dagen dukkede en tredje togfærge op fra Puttgarden, men da de to andre tog stadig holdt stille, var der ikke plads til toget på perronen.Det var på det tidspunkt, mens færgen lå i havn med toget, at jeg for alvor indså, hvor håbløst det egentlig var. Vi havde to tog holdende med omkring 100 migranter i hver, som ikke ville ud, og vi kunne ikke gøre noget. Vi kunne ikke bruge fysisk magt, tage børnene ud i håndjern eller bruge peberspray. Situationen var fastlåst, og jeg kunne ikke se, hvordan vi skulle få løst den den gordiske knude, uden det ville udvikle sig til en katastrofe, siger betjenten.

Læs hele interviewet i Kristeligt Dagblad eller på k.dk.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App