En gruppe rumænere havde gang i den store kopimaskine, da de fabrikerede falske hævekort. Det lykkedes dem at hæve omkring halvanden million kroner.
Tre et halvt års fængsel og en enkeltbillet ud af landet. Det blev regningen for en rumænsk bandes massive overtræk på andres hævekort.
Det er Retten i Roskilde, der har dømt de fem rumænere i den omfattende sag. Det lykkedes dem i alt at få hævet godt halvanden million kroner.
De tre mænd og to kvinder var tiltalt for at have monteret skjult udstyr på en række hæveautomater i både København og en række sjællandske provinsbyer.
På den måde blev de intetanende bankkunders hævekort kopieret, og flere tusinde gange brugte banden så oplysningerne til at fremstille falske kort, som de hævede penge på.
Langt de fleste af de penge, som det lykkedes for gruppen at få fat i, blev hævet i udenlandske hæveautomater.
Det var i byer som Ringsted, Roskilde, Sorø og Køge, at rumænerne berigede bankernes automater med det avancerede udstyr. En magnetlæser kopierede oplysningerne på selve kortet, mens et skjult kamera fulgte med, når folk tastede deres kode.
Politiet har tidligere fortalt, at udstyret var så snedigt udformet, at selv trænede bankfolk ville have svært ved at opdage det.
Nordea har som følge af sagen ændret på både den fysiske udformning af sine automater og det software, der styrer dem, for at undgå, at en ny bande kan få held til at gøre det samme.
Politiet pågreb rumænerne, da de i Ringsted sidste sommer var ved at montere udstyret på en hæveautomat.
Under sagen havde de fem i det store hele nægtet sig skyldige.
Anklageren havde krævet op til fem års fængsel i sagen. En af dem ankede på stedet, mens de øvrige vil overveje lidt endnu, før de beslutter sig.
/Ritzau/