Bestanden af den røde glente skal tælles

I denne weekend tæller ornitologer over hele Europa bestanden af rovfuglen Rød Glente. Fuglen er på IUCN's internationale "røde liste" over truede arter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Selvom vejret ikke ligefrem indbød til at opholde sig udendørs, var der ikke nogen vej udenom for ornitologerne i dag. I denne weekend skal bestanden af rovfuglen Rød Glente tælles i hele Europa. 

Sidst man talte bestanden var i 2004, dengang anslog ornitologerne, at der er mellem 18.000 og 24.000 røde glenter i Europa. Siden er antallet af fuglene gået ned i sydeuropa, men her hos os i Norden er bestanden steget. I Skåne, hvor de blandt andet fodrer fuglene med ådsler fra vejene, er bestanden næsten eksploderet, her er der nu ca. 2500 par, og EU har pålagt Danmark også at gøre noget særligt for den røde glente. 

- Alle rovfugle er jo fredede i Danmark, men vi har en rigtig god kontakt til de lodsejere, der har glentereder på området, siger artscaretaker for rød glente hos Dansk Ornitologisk Forening Clausjannic Labuz, i dag til TV Øst, og fortsætter: Derudover holder vi øje med rederne og med de voksne fugle. Det er desværre sådan, at der er nogle, der forgifter fuglene for at slippe af med dem, selvom det er ulovligt. Det er også det, der sker i sydeuropa, desværre. 

Den Røde Glente var fra 1910 til 1970 udryddet i Danmark, men så vendte den tilbage, og i dag er der ifølge Clausjannic Labuz 108 par. Et af kerneområderne for fuglene er Tissø i Vestsjælland, hvor 80 fugle overvintrer i år. De er lette at se lige nu, hvor der ikke er blade på træerne. Fuglene kredser om overnatningstræerne, når de kommer hjem fra jagt, fra kl. 14 og til solnedgang. 

I dag var glenterne dog ikke meget for at vise sig. Men det var der en god grund til, og det var stormen Egon. - Glenten er en klog fugl, siger Clausjannic Labuz, den sover længe, og en dag som i dag putter den sig i et grantræ og venter, til stormen driver over, siger han til TV Øst. 

 


Nyhedsoverblik