Roklubben Stevns dømt til at betale værft 100.000 kroner

Efter næsten 4 år er en strid mellem en roklub og et skibsbyggeri på Stevns blevet afgjort i retten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En nabostrid på fiskerihavnen i Rødvig er ved Retten i Roskilde endt med, at Roklubben Stevns skal betale Rødvig Skibs- og Bådebyggeri 100.000 kroner. Sammenlagt skal klubben dog af med over 150.000 kroner, når alle sagens omkostninger tælles sammen, skriver DAGBLADET Køge.

Dermed ser der umiddelbart ikke ud til at være nogen entydige vindere i sagen, da det oprindelige krav fra værftet var 147.000 kroner. Det får man ikke i hus samtidig med, at roklubben kommer til at betale mere, end hvis man i første omgang havde betalt regningen.

- Vil sagen få nogle konsekvenser internt i Roklubben Stevns?

- Sagen har involveret 3 bestyrelser og kørt i næsten 4 år, hvorved et internt skyldsspørgsmål næppe kan fastslås entydigt, siger Klaus Kroll, der er formand for Roklubben Stevns til avisen.

Han afviser, at der skal peges fingre ad nogen internt i roklubbens rækker. Per Rolighed fra Rødvig Skibs- og Bådebyggeri har på nuværende tidspunkt ikke ønsket at kommentere sagen.


Nyhedsoverblik