Røvere truede kioskejer med kniv

Tirsdag eftermiddag blev en kioskejer truet med en kniv, da 2 røvere trængte sig ind i hans butik.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ejeren af Holbækvejens Kiosk blev tirsdag eftermiddag udsat for en ubehagelig oplevelse.

2 ukendte gerningsmænd kom ind i butikken, der ligger på Holbækvej 29 i Sorø. Her truede de manden med en kniv og krævede at få udleveret kontanter.

- På nuværende tidspunkt ved vi ikke så meget, men der er stadig en patrulje på stedet, som undersøger sagen nærmere, siger Stefan Jensen, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Uenige om farven på bilen

Politiet modtog en melding om episoden klokken 14.46.

Ifølge Stefan Jensen slap mændene afsted med et mindre - dog endnu ukendt - beløb. Efter røveriet flygtede de i en grøn Peugeot 206 i retning mod Stenlille og Dianalund.

- Det gik jo stærkt, så vidnerne, som vi har talt med, er lidt uenige om farven på bilen, men vi går stærkt ud fra, at den er grøn, for det har de fleste fortalt, siger han.

Iført mørkt tøj og elefanthuer

Den forudrettede og flere andre personer på stedet beskriver røverne som:

  • Danske
  • 20-25 år
  • 175 centimeter høj
  • Iført mørkt tøj og elefanthuer

Har du du yderligere oplysninger, kan du kontakte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på telefonnummer 1-1-4.


Nyhedsoverblik