Røvere skød familiefar i hånden

Foto: TV ØST

En familie nær Holeby på Lolland blev onsdag aften overmandet af røvere i deres hjem, mens de lå og sov. De fire røvere slog faderen i familien flere gange og skød ham i hånden med en pistol.

Familiens to teenagebørn, deres mor og far lå og sov på en gård nær Holeby, da maskerede mænd trængte ind i deres hjem.

De fire pistolbevæbnede mænd beordrede teenagebørnene og deres mor ind i husets stue, herefter gik de løs på manden.

[video:flv:080131-hjemmeroeveri.flv]
TV2 ØSTs reporter var tidligere i dag på stedet. Se video fra efterforskningen herover

- Manden blev indledningsvis trukket ud i huses køkken, hvor han blev tildelt flere slag. Herefter skyder de ham gennem hånden med en medbragt pistol, siger vagtchef hos Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi, Henrik Karlsen til Ritzau.

Han ønsker ikke at oplyse, hvad røverne tog i huset.

- Familien er nu bragt i sikkerhed på et andet opholdssted. Kvinden og børnene har ikke lidt fysisk overlast, men de er selvfølgelig chokerede, siger Henrik Karlsen.

Politiet har ingen spor af gerningsmændene, og det vides ikke, hvordan røverne flygtede fra stedet.

Manden er kørt på sygehuset, men ventes udskrevet i løbet af torsdagen.


Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi er netop nu igang med efterforskningen

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App