Rødby Svømmehal får lille chance for redning

Beslutningen om at lukke Rødby Svømmehal var taget. Men nu kan en lille chance for en redning være på vej.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En stor samling underskrifter blev afleveret, da økonomiudvalget i Lolland Kommune for nyligt holdt møde. De mange signaturer var samlet for at støtte bevarelsen af den over 40 år gamle svømmehal.

På mødet skulle politikerne nemlig beslutte, om de ville give den milliongaranti, der ville give hallen mulighed for at lave en række nødvendige reparationer. En renovering, der vil løbe op i omkring 10 millioner, hvis hallen skulle kunne fortsætte. Inden havde kultur- og fritidsudvalget sagt nej til det samme.

Umiddelbart var der dog heller ikke opbakning til garantien i økonomiudvalget - som også valgte at stemme nej.  Det skriver Lolland-Falsters Folketidende. Derfor er kommunens aftale med hallen nu opsagt fra nytår.

Alligevel blev der på mødet åbnet en lille mulighed for, at svømmehallen kan overleve alligevel. Udvalget besluttede nemlig, at beslutningen om at opsige kontrakten kan tages op igen, hvis hallen selv finder en pose penge, der kan støtte renoveringen.

Foreningen har nu indtil første august til at finde nye midler. Og de er nu gået i gang med blandt andet at søge fonde, der kan være med til at sikre Rødby Svømmehal også i 2016. Det skriver Lolland-Falsters Folketidende. 


Nyhedsoverblik