Rød regering vil straffe pendlere i bil

Hvis der kommer en S-SF regering efter næste valg, vil der blive indført en betalingsring omkring København. Det er bilister fra hele Sjælland, der får regningen, forklarer socialdemokraterne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bilister kommer til at betale bompenge for at køre ind og ud af København, hvis en S-SF regering ser dagens lys efter næste folketingsvalg. Det siger den socialdemokratiske trafikordfører Magnus Heunicke til Berlingske Tidende. 

Han åbner dermed op for, at Københavns Kommune kan få gennemført det over ti år gamle ønske om at kunne opkræve trængselsafgifter. Også de Radikale på Christiansborg støtter en betalingsring omkring hovedstaden.

Meldingen kommer efter, at Københavns overborgmester Frank Jensen (S) samt teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) endnu engang har rykket regeringen og Folketinget for et svar på, hvordan en principbeslutning i Folketinget om kørselsafgifter skal effektueres.

Det står hen i det uvisse, efter at både Holland og Danmark har udskudt implementeringen af et landsdækkende, intelligent system for kilometerafgifter på ubestemt tid.

- Bompengene kommer når vi får en ny regering, og provenuet på 2,2 milliarder kroner skal gå til forbedringer af den kollektive trafik på hele Sjælland samt til billigere togbilletter, siger Magnus Heunicke til Berlingske Tidende. 

- Det er jo bilister fra hele Sjælland, som kommer til at betale regningen og det kan vi kun forsvare, hvis der kommer et
ordentligt alternativ med kollektiv trafik, siger han.

/ritzau/


Nyhedsoverblik