Rocker får livstid for skuddrab

En 21-årig Bandidos-rocker er ved Retten i Næstved blevet idømt livstid for at stå bag skuddrabet på den 22-årige Edin Fakic i Næstved i 2013.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

11 nævninge stemte i Retten i Næstved for, at den 21-årige skal straffes med livstid for skuddrabet fra 2013. Kun én mente, at straffen i stedet skulle hedde 16 år.

Den 21-årige har tilknytning til Bandidos i Holbæk. Drabet er i retten blevet beskrevet som en kulmination på flere måneders konflikt mellem netop Bandidos og Westside Nation. 

Bandeloven sat i spil

I forbindelse med dommen blev den såkaldte bandelov sat i brug. Her kan straffen for en forbrydelse forhøjes, hvis det kan bevises, at den eksempelvis har baggrund i rockerkonflikter.

Det er første gang, at bandeloven er benyttet ved en drabssag. 

22-årig dræbt af skud i hovedet

Drabet fandt sted i december 2013, da der blev affyret skud gennem ruderne til Fakic' hjem i Næstved. Den 22-årige blev dræbt af et enkelt skud i hovedet.

Det var hans storebror, der også boede i lejligheden, der fandt Edin Fakic.

I retten fortalte to vidner, at de mente, at skuddet efter alt at dømme netop var tiltænkt storebroren, der har tilknytning til rockergrupperingen Westside Nation

Højt sikkerhedsniveau

Ifølge TV ØST reporter, der har siddet med under retssagen, har sikkerhedsniveauet omkring domfældelsen og strafudmålingen været meget højt. 

Der har været flere betjente på stedet iført skudsikre veste. Samtidig har der også været sat en metalscanner op i forbindelse med retssagen.


Nyhedsoverblik